丹麦语安徒生童话之老路灯8

»Jeg giver ingen ting!« sagde den. »Jeg er jo i aftagende, og lyg-
terne har aldrig lyst for mig, men jeg har lyst for lygterne.« Og så gik
månen bag ved skyerne igen, for den ville ikke plages. Da faldt lige på
røghætten en vanddråbe, den var som et tagdryp, men dråben sagde,
den kom fra de grå skyer og var også en present og måske den aller-
bedste. Jeg trænger ind i dig, så at du får den evne, at du i én nat, når
du ønsker dig det, kan gå over i rust, så du falder helt sammen og
bliver til et støv. Men det syntes lygten var en dårlig present og vinden
syntes det samme. »Er der ingen bedre, er der ingen bedre?« blæste
den så højt den kunne; da faldt et skinnende stjerneskud, det lyste i en
lang stribe.