丹麦语安徒生童话之老路灯9

»Hvad var det?« råbte sildehovedet. »Faldt der ikke en stjerne lige
ned? Jeg tror den gik i lygten! - Nå, søges embedet også af så højt-
stående, så kan vi gå hen at lægge os!« Og det gjorde det, og de andre
med; men den gamle lygte lyste med et så forunderligt stærkt: »Det
var en dejlig present!« sagde den. »De klare stjerner, som jeg altid har
fornøjet mig så meget over, og som skinner så dejligt, som jeg egent-
lig aldrig har kunnet skinne, skønt det var min hele stræben og trag-
ten, de har lagt mærke til mig fattige gamle lygte og sendt en ned med
en present til mig, der består i den evne, at alt hvad jeg selv husker
og ser rigtig tydeligt, skal også kunne ses af dem, jeg holder af! Og
det er først den sande fornøjelse, for når man ikke kan dele den med
andre, så er den kun en halv glæde!«