丹麦语安徒生童话之邻居们9

Det faldt dem slet ikke ind, at det var dem, der skulle have
sangen, men glade var de ved den og tænkte på, om ikke alle de små
spurveunger også kunne blive til nattergale.
»Vi forstod meget godt hvad den fugl sang!« sagde spurveungerne.
»Der var bare et ord, vi ikke forstod: Hvad er det skønne?«
»Det er ingenting!« sagde spurvemoderen. »Det er bare sådan et
udseende. Oppe på herregården, hvor duerne har deres eget hus, og
hver dag får ærter og korn strøet i gården, jeg har spist med dem og
det skal I også komme til! Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig,
hvem du er! - Deroppe på herregården har de to fugle med grønne
halse og en top på hovedet; halen kan brede sig ud, som var det et stort
hjul, og den har alle kulører, så at det gør ondt i øjnene; påfugle kaldes
de, og de er det skønne; de skulle pilles lidt, da så de ikke anderledes
ud, end vi andre. Jeg havde hugget dem, dersom de ikke havde været
så store!«