丹麦语安徒生童话之邻居们25

»Hvor det skinner! Hvor det skinner!« sagde spurvefrøkenen. »Det
er nok det skønne! Pip! Her er det dog større end en påfugl!« Hun
huskede endnu på fra lille af, hvad der var det største skønne, moderen
kendte. Og hun fløj lige ned i gården; der var også prægtigt, der var
malet palmer og grene op ad væggene, og midt i gården stod en blom-
strende stor rosenbusk; den hældede sine friske grene med de mange
roser hen over en grav; og hun fløj derhen, for der gik flere spurve,
»pip!« og tre skrab med det venstre ben; den hilsen havde hun mange
gange gjort i år og dag, og ingen havde forstået den, for de, som er
skilt ad, de træffes ikke hver dag; den hilsen var blevet til vane, men i
dag var der to gamle spurve og en unge, der sagde »pip!« og skrabede
med det venstre ben.