丹麦语安徒生童话之身影9

Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på
døren.
»Kom ind!« siger han, men der kom ingen; så lukker han op og der
stod for ham sådan et overordentlig magert menneske, så han blev
ganske underlig. For resten var mennesket særdeles fint klædt på, det
måtte være en fornem mand.
»Hvem har jeg den ære at tale med?« spurgte den lærde.
»Ja, det tænkte jeg nok!« sagde den fine mand, »at De ikke kendte
mig! Jeg er blevet så meget legeme, jeg har ordentlig fået kød og
klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender
De ikke Deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg mere kom
igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er
i alle henseender blevet meget formuende! Skal jeg købe mig fri fra
tjenesten, så kan jeg!« Og så raslede han med et helt bundt kostbare
signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke
guldkæde, han bar om halsen; nej, hvor alle fingrene glimrede med
diamantringe! Og det var altsammen virkeligt.