丹麦语安徒生童话之身影13

»Et ord en skygge!« sagde skyggen, og således måtte den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt, hvor meget menneske
den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde,
lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar
puld og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved, her var signeter,
guldhalskæde og diamantringe; jo skyggen var overdentlig godt klædt
på, og det var just det, som gjorde, at den var ganske et menneske.
»Nu skal jeg fortælle!« sagde skyggen, og så satte den sine ben med
de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde
mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det
var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og
den liggende skygge holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter;
den ville nok vide, hvorledes man således kunne komme løs og tjene
sig op til sin egen herre.