»Hør, min gode ven!« sagde skyggen til den lærde mand. »Nu er
jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også
gøre noget særdeles for dig! Du skal altid bo hos mig på slottet, køre
med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om
året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke
sige, at du har nogensinde været menneske, og engang om året, når jeg
sidder på altanen i solskin og lader mig se, må du ligge ved mine
fødder, som en skygge skal; jeg kan sige dig, jeg gifter kongedatteren!
I aften skal brylluppet holdes.«
»Nej, det er dog alt for galt!« sagde den lærde mand. »Det vil jeg
ikke, det gør jeg ikke; det er at bedrage hele landet og kongedatteren
med! Jeg siger alting! At jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er
bare klædt på!«