丹麦语安徒生童话之幸福的家庭3

 De gamle, hvide snegle var de fornemste i verden, vidste de; skoven
var til for deres skyld, og herregården var til for at de kunne blive kogt
og lagt på sølvfad.
De levede nu meget ensomt og lykkeligt, og da de selv ikke havde
børn, så havde de taget en lille almindelig snegl til sig, som de opdrog
som deres egen, men den lille ville ikke vokse, for han var almindelig;
men de gamle, især mutter, sneglemutter, syntes hun kunne dog be-
mærke, hvor han tog til, og hun bad fatter, dersom han ikke kunne se
det, han da ville føle på det lille sneglehus, og så følte han og fandt, at
mutter havde ret.