En dag var det stærk regn.
»Hør hvor det tromme-romme-rommer på skræpperne!« sagde
sneglefader.
»Der kommer også dråber!« sagde sneglemo'er. »De løber jo lige
ned ad stilken! Du skal se her bliver vådt! Jeg er glad ved vi har vort gode
hus og den lille også har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for
alle andre skabninger; man kan da se, at vi er herskabet i verden! Vi har
hus fra fødslen og skræppeskoven er sået for vor skyld -! Jeg gad vidst,
hvor langt den strækker sig og hvad der er udenfor!«
»Der er ikke noget udenfor!« sagde sneglefa'er. »Bedre end hos os
kan der ingen steder være, og jeg har ikke noget at ønske!«
»Jo,« sagde mo'er. »Jeg gad nok komme på herregården, blive kogt
og lagt på sølvfad, det er alle vore forfædre blevet, og du kan tro, der
er noget aparte ved det!«