»O!« sagde flipperne. »De er nok første danserinde! Hvor De kan
strække ben! Det er det yndigste jeg har set! Det kan intet menneske
gøre Dem efter!«
»Det ved jeg,« sagde saksen.
»De fortjente at være grevinde!« sagde flipperne. »Alt hvad jeg har,
er en fin kavaler, en støvleknægt og en redekam -! Bare jeg havde
grevskab!«
»Frier han!« sagde saksen, for den blev vred, og så gav den ham et
ordentligt klip, og så var han kasseret.
»Jeg må nok fri til redekammen! Det er mærkeligt, hvordan De
beholder alle Deres tænder, lille frøken!« sagde flipperne. »Har De
aldrig tænkt på forlovelse!«
»Jo, det kan De nok vide!« sagde redekammen. »Jeg er jo forlovet
med støvleknægten!«