Og de fløj inden for den gerriges nøgne fire vægge, hvor, skind-
mager, klaprende af kulde, sulten og tørstig, oldingen klamrede sig
med al sin tanke til sit guld; de så, hvor han, som i feber, sprang fra
det elendige leje, og tog en løs sten ud af muren, der lå guldpenge
i et strømpeskaft, han befølte sin lasede kjortel, hvori guldstykker var
syet ind, og de fugtige fingre sitrede.
»Han er syg, det er vanvid, et glædesløst vanvid, omspændt af angst
og onde drømme.«
Og de fjernede sig i hast og stod ved forbrydernes briks, hvor de
i lang række sov side om side. Som et vildt dyr for en op af søvne,
udstødende et fælt skrig; han slog med sine spidse albuer til kamme-
raten, og denne vendte sig søvnig: