»Ja derinde, som jeg troede det, som jeg vidste det,« sagde præ-
sten. »Huser de den evige ilds indviede.« Og de stod foran den
prægtig oplyste portal, hvor den brede trappe prangede med tæpper
og blomster, og gennem de festlige sale klang balmusikken. Schwei-
zeren stod i silke og fløjl med stor sølvbeslået stok.
»Vort bal kan måle sig med kongens,« sagde han, og vendte sig
mod gadestimlen; fra top og til tå lyste den tanke ud af ham: »Fattige
pak, der glor ind ad porten, I er for mig kanaljer alle sammen!«
»Hovmod!« sagde den døde. »Ser du ham?«
»Ham,« gentog præsten. »Ja, men han er en tåbe, kun en nar, og
vil ikke dømmes til evig ild og pine.«
»Kun en nar!« lød det gennem det hele hovmodens hus, det var
de alle der.