丹麦语安徒生童话之世界上最美丽的玫瑰花5

 De unge piger gik til nadverens bord, fornyede deres dåbs pagt, og der
blussede roser og der blegnede roser på de friske kinder; en ung pige
stod der; hun så med hele sjælens fulde renhed og kærlighed op mod
sin Gud; det var udtrykket af den reneste og den højeste kærlighed!«
»Velsignet være den!« sagde den vise. »Dog ingen af eder har end-
nu nævnt verdens dejligste rose.«
Da trådte ind i stuen et barn, dronningens lille søn; tårerne stod i
hans øjne og på hans kinder; han bar en stor opslået bog, dens bind var
af fløjl og med store sølvhægter.