»Dejlig er den rose, men en dejligere findes der!« sagde den vise.
»Ja, langt skønnere!« sagde en af kvinderne. »Jeg har set den, en
mere ophøjet hellig rose blomstrer der ikke, men den var bleg, som
terosens blade; på dronningens kinder så jeg den; hun havde lagt sin
kongelige krone og gik selv i den lange, sorgfyldte nat med sit syge
barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en bøn for det, som en
moder beder i angstens time!«
»Hellig og vidunderlig i sin magt er sorgens hvide rose, men dog er
det ikke den!«
»Nej, verdens dejligste rose så jeg foran Herrens alter,« sagde den
fromme, gamle biskop. »Jeg så den lyse, som en engels åsyn viste sig.