丹麦语安徒生童话之一年的故事1

 Det var sidst i januar; en frygtelig snestorm var det; sneen fløj i fy-
gende hvirvel gennem gader og stræder; ruderne udenpå var som
overklistrede med sne, fra tagene styrtede den i dynger, og så var der
en flugt i folk, de løb, de fløj og for hinanden i armene, holdt hinanden
fast et øjeblik og havde så længe fodfæste. Kareter og heste var ligesom
overpudrede, tjenerne stod med ryggen mod kareten og kørte baglæns
imod vinden. Fodgængeren holdt sig stadigt i læ af vognen, der kun
langsomt gled af sted i den dybe sne; og da endelig stormen lagde sig
og der blev kastet en smal sti langs husene, så stod dog folk stille der,
når de mødtes; ingen af dem havde lyst til at gøre det første skridt,
med at træde op i den dybe sne, for at den anden kunne slippe forbi.
Tavse stod de, til endelig, efter ligesom en stille overenskomst, hver af
dem gav ét ben til pris og lod dette gå ind i snedyngen.