丹麦语安徒生童话之一年的故事2

 Mod aften var det blikstille, himlen så ud, som om den var fejet og
gjort mere høj og gennemsigtig, stjernerne syntes splinternye og
nogle var så blå og klare - og det frøs så det knagede efter - sagtens
kunne da det øverste snelag blive så stærkt, at det i morgenstunden bar
gråspurvene; de hoppede om snart oppe snart nede, hvor der var skov-
let, men megen æde var der ikke at finde, og de frøs ordentligt.
»Pip!« sagde den ene til den anden. »Det kalder man det nye år!
Det er jo værre, end det gamle! Så kunne vi lige så godt have beholdt
det. Jeg er misfornøjet og det har jeg grund til!«
»Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind,« sagde en lille
forfrossen spurv. »De slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde
over at nu gik det gamle år væk! Og det var jeg også glad over, for jeg
ventede, at vi da ville få varme dage, men det er der ikke blevet noget
af; det fryser meget strengere end før; menneskene har taget fejl af
tidsregningen!«