丹麦语安徒生童话之一年的故事4

 »Ja, det kan være meget godt!« sagde en af dem, der længe havde
gået og pippet uden egentlig at sige noget. »Jeg har herinde i byen
nogle bekvemmeligheder, som jeg er bange, at jeg vil komme til at
savne derude. Her omme i en gård er der en menneskefamilie, der
meget fornuftigt har fundet på at slå fast i væggen tre, fire urtepotter
med den store åbning ind og bunden udad, i den er der skåret et hul
så stort, at jeg kan flyve ud og ind; der har jeg og min mand rede og
derfra er alle vore unger fløjet ud. Menneskefamilien har naturligvis
indrettet det hele for at have den fornøjelse at se på os, ellers havde de
nok ikke gjort det. De strør brødkrummer ud, også for deres fornø-
jelse, og vi har da føden! Der er ligesom sørget for én; - og så tror jeg,
at jeg bliver og min mand bliver! Skønt vi er meget misfornøjede -
men vi bliver!«