丹麦语安徒生童话之伤心事5

Og alle børn fra strædet og bagstrædet med kom og gav deres knap;
der var mange, der kom til at gå med én sele den eftermiddag, men så
havde man set moppens grav, og det var nok så meget værd.
Men uden for garvergården, tæt op til lågen der, stod en lille pjaltet
unge, så yndigt skabt, med det dejligste krøllede hår og øjne så blå og
klare, at det var en lyst; hun sagde ikke et ord, hun græd ikke heller,
men så så langt hun kunne, hver gang lågen åbnedes. Hun ejede ikke
en knap, vidste hun, og blev derfor sørgmodig stående udenfor, stod
der til de alle havde set af, og alle var gået bort; da satte hun sig ned,
holdt de små brune hænder for øjnene og brast i gråd; hun alene havde
ikke set moppens grav. Det var hjertesorg og stor, som den voksnes tit
kan være det.
Vi så det ovenfra - og ovenfra set - denne, som mange af vore og Vi så det ovenfra - og ovenfra set - denne, som mange af vore og