»Men de er ikke rigtig af vor familie!« sagde en af de små baroner.
»Han var en hosekræmmer og hun en gåsetøs. De var ikke som papa
og mama!«
Billederne var noget dårligt skrammel, og »Alt på sin rette plads!«
sagde man, og så kom oldefa'er og oldemo'er på gangen til karlekam-
meret.
Præstesønnen var huslærer der på gården; han gik en dag med de
små baroner og deres ældste søster, der lige nylig var konfirmeret, og
de kom hen over stien, ned mod det gamle piletræ; og medens de gik,
bandt hun en buket af markens grønt: »Alt på sin rette plads,« og det
blev et skønhedshele.