丹麦语安徒生童话之各得其所21

Men i højsalen fløj den unge baronesse op ved den øverste bord-
ende, hvor hun var værdig at sidde, men præstesønnen fik sæde ved
siden af, og der sad de begge to, som om de var et brudepar. En
gammel greve af landets ældste slægt blev urokket på sin hædersplads;
for fløjten var retfærdig, og det skal man være. Den vittige kavaler, der
var skyld i fløjtespillet, han der var sine forældres barn, fløj på hovedet
ind imellem hønsene, men ikke alene.
En hel mil ud i landet lød fløjten, og der hørtes store begivenheder.
En rig grossererfamilie, der kørte med fire, blæste aldeles ud af vog-
nen, og fik ikke engang plads bagpå; to rige bønder, der i vor tid var
vokset over deres egen kornmark, blæste ned i muddergrøften; det var
en farlig fløjte; lykkeligvis sprak den ved den første lyd, og det var
godt, så kom den i lommen igen: »Alt på sin rette plads!«