丹麦语安徒生童话之小鬼和小商人6

 Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, endsige
set og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og
kiggede, til lyset derinde slukkedes; studenten blæste nok sin lampe ud
og gik til sengs; men den lille nisse stod der alligevel, thi sangen klang
endnu så blød og dejlig, en yndig vuggevise for studenten, der lagde
sig til ro.
»Her er mageløst!« sagde den lille nisse, »det havde jeg ikke ventet!
-Jeg tror, at jeg vil blive hos studenten! - og han tænkte - og tænkte
fornuftigt, og så sukkede han: »Studenten har ingen grød!« - og så gik
han - ja, så gik han ned igen til spækhøkeren; - og det var godt han
kom, for bøtten havde næsten forbrugt alt madamens mundlæder, ved
at udtale fra en led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i
begreb med at vende sig, for at give det samme igen fra den anden led,
da nissen kom og tog mundlæderet igen til madamen; men hele butik-
ken, fra pengeskuffen til pindebrændet havde fra den tid mening efter
bøtten, og de agtede den i en sådan grad, og tiltroede den så meget, at
når spækhøkeren siden efter læste »Kunst- og teateranmeldelser« af
sin »Tidende«, den om aftenen, så troede de, at det kom fra bøtten.