丹麦语安徒生童话之小鬼和小商人7

 Men den lille nisse sad ikke længere rolig og lyttede til al den vis-
dom og forstand dernede, nej så snart at lyset skinnede fra kvist-
kammeret, så var det ligesom om strålerne var stærke ankertov, der
drog ham derop, og han måtte af sted og kigge ind ad nøglehullet, og
der ombruste ham da en storhed, som den vi føler ved det rullende
hav, når Gud i stormen går hen over det, og han brast i gråd, han vidste
ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne gråd noget så velsig-
net! - Hvor det måtte være mageløst dejligt, at sidde med studenten
under det træ, men det kunne ikke ske, - han var glad ved nøglehullet.
Der stod han endnu på den kolde gang, da efterårsvinden blæste ned
fra loftslugen og det var så koldt, så koldt, men det følte den lille først,
når lyset slukkedes inde på tagkammeret, og tonerne døde hen for
vinden. Hu! Så frøs han og krøb ned igen i sin lune krog; der var
mageligt og behageligt! -