丹麦语安徒生童话之柳树下的梦5

 »Og det er historien og her er de begge to!« sagde kagehandleren.
»De er mærkelige ved deres levnedsløb og den stumme kærlighed, der
aldrig fører til noget. Se der har I dem!« og så gav han Johanne mand-
folket, som var hel, og Knud fik den knækkede jomfru: men de var så
betaget af historien, at de ikke nænnede at spise kærestefolkene.
Næste dag gik de med dem ind på Køge kirkegård, hvor kirkemuren
er overgroet med det dejligste vedbendgrønt, der vinter og sommer
hænger som et rigt tæppe over muren; og de stillede honningkagerne
op i det grønne i solskinnet og fortalte for en flok andre børn historien
om den stumme kærlighed, som ikke duede til noget, det vil sige
kærligheden, for historien var yndig, det fandt de alle sammen, og da
de så hen på honningparret, ja, så var der en stor dreng, der - og det
var af ondskab - havde spist den knækkede jomfru, børnene græd
derover, og siden, - og det var vistnok for at det stakkels mandfolk ikke
skulle være ene i verden, - så spiste de ham med, men aldrig glemte de
historien.