丹麦语安徒生童话之柳树下的梦6

 Altid var de børn sammen ved hyldebusken og under piletræet, og
den lille pige sang med sølvklokkeklar stemme de yndigste sange; i
Knud var der ikke tone skabt, men han kunne ordene og det er altid
noget. Folk i Køge, selv isenkræmmermadamen, stod stille og hørte på
Johanne. »Det er en sød røst, den lille unge har!« sagde hun.
Det var velsignede dage, men de varer ikke ved altid. Naboerne
skiltes ad; den lille piges moder var død. Faderen skulle giftes inde i
København og der kunne han få en levevej; han skulle være bud et
sted, det skulle være et meget indbringende embede. Og naboerne
skiltes ad med tårer, og børnene især græd; men de gamle lovede at
skrive hinanden til i det mindste én gang om året. Og Knud kom i
skomagerlære, de kunne jo ikke lade den lange dreng længere gå og
drive. Og så blev han konfirmeret!