丹麦语安徒生童话之柳树下的梦8

 De græd alle sammen, og det var jo dog så fornøjeligt det hele, men
det var af glæde, de græd. Hver dag havde Johanne været i hans tanker,
og nu så han, at hun også tænkte på ham, og alt, som det nærmede sig,
at han skulle blive svend, des klarere stod det for ham, at han holdt så
meget af Johanne og at hun skulle blive hans lille kone, og så spillede
der ham et smil om munden og han trak endnu raskere i rispen, mens
benet spændte mod spanderemmen; han stak sylen helt ind i den ene
finger, men det gjorde ikke noget. Han skulle rigtignok ikke være
stum, som de to honningkager, den historie var ham meget til lærdom.
Og så blev han svend og ranselen snøret. Til København skulle han
da endelig for første gang i sit liv og havde allerede der en mester. Nå,
hvor Johanne ville blive overrasket og glad. Hun var nu sytten år og
han var nitten.