Han ville allerede købe i Køge en guldring til hende, men så be-
tænkte han, at man vist fik den langt kønnere i København; og så blev
der taget afsked med de gamle, og rask i efterårstiden gik han på sin
fod i regn og rusk; bladene faldt af træerne; våd til skindet kom han til
det store København og til sin nye mester.
Førstkommende søndag ville han aflægge besøget hos Johannes
fader. De nye svendeklæder kom på, og den nye hat fra Køge, den
klædte Knud så godt, før havde han altid kun gået med kasket. - Og
han fandt huset, som han søgte, og kom de mange trapper op; det var
ganske til at blive svindel over, hvorledes menneskene var stillede oven
på hinanden her i den vildsomme by.