丹麦语安徒生童话之柳树下的梦31

 Der var så lyst, som i det
klareste solskin og så bruste musikken så stærkt og dejligt, det var
mere pragtfuldt end komedien i København, men der var Johanne
dog, og her - ja, det var som en trolddom, gardinet gik til side og også
her stod Johanne i guld og silke med guldkrone på hovedet; hun sang
som kun en Guds fugl kan synge; hun trådte så langt frem, hun kunne,
hun smilede, som kun Johanne kunne det; hun så lige på Knud.
Den stakkels Knud greb mesters hånd og råbte højt »Johanne!«
men det kunne ikke høres. Musikanterne spillede så stærkt på; og
mester nikkede dertil: »Ja vist hedder hun Johanne!« og så tog han et
trykt blad og viste, at der stod hendes navn, hele hendes navn.