丹麦语安徒生童话之柳树下的梦32

 Nej, det var ingen drøm! Og alle mennesker jublede for hende og
kastede blomster og kranse til hende, og hver gang hun gik, så kaldte
de på hende igen, hun gik og kom og atter kom.
Ude på gaden flokkede folk sig om hendes vogn og de trak den, og
Knud var allerforrest og allergladest, og da de kom til hendes prægtigt
oplyste hus, stod Knud lige ved vogndøren, der åbnedes, og hun trådte
ud, og lyset skinnede lige ind i hendes velsignede ansigt og hun smi-
lede og takkede så mildt og hun var så rørt; og Knud så hende lige ind
i ansigtet og hun så Knud lige ind i ansigtet, men hun kendte ham
ikke. En herre med stjerne på sit bryst rakte hende sin arm - de var
forlovede, sagde man.