丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆2

Og uger gik; ærterne blev gule og bælgen blev gul: »Hele verden
bliver gul!« sagde de og det havde de lov til at sige.
Så fornam de et rusk i bælgen; den blev revet af, den kom i menne-
skehænder og ned i en trøjelomme med flere fyldte ærtebælge. - »Nu
vil der snart blive lukket op!« sagde de og det ventede de på.
»Nu gad jeg vide hvem af os der driver det videst!« sagde den
mindste ært. »Ja nu vil det snart give sig.«
»Ske hvad der må!« sagde den største.
»Krask!« der revnede bælgen, og alle fem ærter trillede ud i det
klare solskin; de lå i en barnehånd, en lille dreng holdt på dem og
sagde at det var ordentlige ærter for hans hyldebøsse; og straks kom
den ene ært i bøssen og blev skudt væk.
»Nu flyver jeg ud i den vide verden! Tag mig om du kan!« og så var
den borte.