丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆6

Og den syges seng blev flyttet nærmere til vinduet, hvor hun kunne
se den spirende ært, og moderen gik til sit arbejde.
»Moder, jeg tror jeg kommer mig!« sagde om aftenen den lille pige.
»Solen har i dag skinnet så varmt ind til mig. Den lille ært trives så
godt! Og jeg vil også nok trives og komme op og ud i solskinnet!«
»Gid det var så vel!« sagde moderen, men hun troede ikke at det
skete; dog, den grønne spire, som havde givet barnet glade livstanker,
satte hun en lille pind ved, for at den ej skulle knækkes af vinden; hun
bandt et sejlgarns bånd fast til brættet, og til det øverste af vindueskar-
men for at ærteranken kunne have noget at hælde sig til og sno sig om,
når den løb op, og det gjorde den; man kunne for hver dag se, at den
tog til.