丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆7

»Nej, den sætter jo blomst!« sagde konen en morgen og nu fik også
hun det håb og den tro, at den lille syge pige kom sig; det randt hende
i sinde, at i den sidste tid havde barnet talt livligere, de sidste morge-
ner havde det selv rejst sig op i sengen og siddet der og set med
strålende øjne på sin lille ærtehave af én eneste ært. Ugen efter var den
syge første gang oppe i over en time. Lyksalig sad hun i det varme
solskin; vinduet var åbnet, og udenfor stod der fuldt udsprungen en
hvidrød ærteblomst. Den lille pige bøjede sit hoved ned og kyssede
ganske sagte de fine blade. Det var ligesom en festdag den dag.
»Vorherre har selv plantet den og ladet den trives for at give håb og
glæde til dig, mit velsignede barn og til mig med!« sagde den glade
moder og smilte til blomsten, som til en god engel fra Gud.