丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆8

Men nu de andre ærter! - Ja den, som fløj ud i den vide verden:
»Tag mig, om du kan!« faldt i tagrenden og kom i duekro, og der lå
den som Jonas i hvalfisken. De to dovne drev det lige så vidt, de blev
også ædt af duerne, og det er at gøre solid nytte; men den fjerde, som
ville op i solen - den faldt i rendestenen og lå uger og dage der, i det
sure vand, hvor den rigtigt bovnede.
»Jeg bliver så dejlig tyk!« sagde ærten. »Jeg revner af det, og videre
tror jeg ingen ært kan drive det, eller har drevet det. Jeg er den mær-
keligste af de fem fra ærtebælgen!«
Og rendestenen gav den medhold.
Men den unge pige ved tagvinduet stod med lysende øjne, med
sundheds skær på kinderne, og hun foldede sine fine hænder over
ærteblomsten og takkede Vorherre for den.
»Jeg holder på min ært!« sagde rendestenen.