丹麦语安徒生童话之她是一个废物12

»Tak, du gode sjæl!« sagde hun til Maren, »alt vil jeg også sige dig,
når drengen sover! Jeg tror allerede, han gør det! Hvor sød og velsig-
net han ser ud, med de lukkede øjne! Han ved ikke, hvorledes hans
moder har det. Vorherre lad ham aldrig prøve det! - Jeg tjente hos
kammerrådens, byfogdens forældre, så traf det sig, at den yngste af
sønnerne kom hjem, studenten; dengang var jeg ung, vild og gal, men
skikkelig, det tør jeg sige for Guds ansigt!« sagde vaskekonen, - »stu-
denten var så lystig og glad, så velsignet! Hver bloddråbe i ham var
retskaffen og god! Bedre menneske har der ikke været på jorden. Han
var søn i huset, og jeg kun tjenestepige, men vi blev kærestefolk, i tugt
og ære! Et kys er dog ikke synd, når man rigtig holder af hinanden. Og
han sagde det til sin moder; hun var som Vorherre for ham her på
jorden! Og hun var så klog, kærlig og elskelig! - Han rejste bort, og sin
guldring satte han på min finger.