丹麦语安徒生童话之两个姑娘2

Nu er der mellem os mennesker noget, man kalder: »emanciperede
fruentimmer«, hvortil regnes institutbestyrerinder, jordemødre, dan-
serinder, der kunne stå på ét ben i embedet, modehandlerinder og
vågekoner, og til den række: »emanciperede«, sluttede sig også de to
jomfruer i materialgården; de var jomfruer ved vejvæsenet, og de ville
på ingen måde opgive deres gode gamle navn og lade sig kalde »stem-
pel«.
»Jomfru er et menneskenavn,« sagde de, »men stempel er en ting,
og vi lader os ikke kalde en ting, det er at skældes ud!«
»Min forlovede er i stand til at slå op med mig!« sagde den yngste,
der var forlovet med en rambuk, det er sådan en stor maskine, der
driver pæle ned og altså gør i det svære, hvad jomfruen gør i det fine.
»Han vil have mig, som jomfru, men måske ikke, som stempel, og altså
kan jeg ikke lade dem døbe mig om!«