Alle sad de og så til, og der blev bedt om at man ville smælde, knalde
og rumle, ligesom man var fornøjet til. Men ridepisken sagde, at han
aldrig smældede for de gamle, men kun for de uforlovede. »Jeg knal-
der for alt!« sagde knaldperlen. »Et sted skal man jo være!« mente
spyttebakken, det var nu sådan enhvers tanke ved at være på komedie.
Stykket duede ikke, men det blev godt givet; alle de spillende vendte
den malede side udad: de var kun til at se på én led, ikke på vrangen;
og alle spillede de udmærket, helt forud af teatret, tråden var for lang
i dem, men så blev de mere mærkbare. Den klinkede dukke blev så
betaget, at hun blev løs i klinken og pengegrisen blev på sin måde så
betaget, at han besluttede at gøre noget for en af dem, sætte ham i sit
testamente, som den, der skulle ligge i åben begravelse med ham, når
den tid kom.