丹麦语安徒生童话之钱猪5

Det var en sand nydelse, så at man opgav tevandet og blev ved
forstandsøvelsen, det kaldte man at lege mennesker, og der var ingen
ondskab deri, for de legede kun - og hver tænkte på sig og på hvad
pengegrisen tænkte, og pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo på
testamente og begravelse - og når kom det i stand - altid før man
venter det. — Knak! Der lå han fra skabet - lå på gulvet, i stumper og
stykker, mens skillingerne dansede og sprang; de mindste snurrede, de
store trillede, især den ene sølvdaler, han ville ordentlig ud i verden.
Og det kom han og det kom de alle sammen, og skårene af penge-
grisen kom i bøtten, men på skabet selv stod igen næste dag en ny
pengegris af lertøj, der var endnu ikke en skilling i den, derfor kunne
den heller ikke rasle, deri lignede han den anden, det var altid en
begyndelse - og med den vil vi ende!