丹麦语安徒生童话之瓶颈9

Og han kastede den højt i vejret. Da tænkte mindst buntmagerens
datter på, at hun oftere skulle se den flyve, men det skulle hun; nu faldt
den ned mellem de tætte rør ved den lille skovsø; flaskehalsen huskede
endnu så lyslevende, hvorledes den lå der og tænkte efter. »Jeg gav
dem vin og de giver mig sumpvand, men det er velment!« Den kunne
ikke mere se de forlovede og de fornøjede gamle, men den hørte dem
endnu længe jubilere og synge. Så kom to små bønderdrenge, kiggede
ind i rørene, så flasken og tog den, nu var den forsørget.
Hjemme i skovhuset, hvor de boede, havde deres ældste broder,
som var sømand, i går været og sagt farvel, da han skulle på en af de
større rejser; moder stod nu og pakkede ind et og andet, det fader
skulle gå ind til byen med i aften for endnu engang at se sønnen før
afrejsen og give ham sin og moders hilsen.