丹麦语安徒生童话之瓶颈17

»Hvor de der udenlands har gjort dem ulejlighed med den!« blev
der sagt, »og så er den dog vel knækket!« Men den var ikke knækket.
Flasken forstod hvert evige ord, der blev sagt; det var i det tungemål,
den havde hørt ved smelteovnen og hos vinhandleren og i skoven og
på skibet, det eneste, rigtige gode gamle sprog, det man kunne forstå;
den var kommet hjem til sit land, den fik velkomsthilsen! Den var af
bare glæde sprunget dem ud af hænderne, den mærkede knap til, at
proppen kom af, og den selv blev rystet ud og sat ned i kælderen for at
blive gemt og glemt; hjemmet er bedst, selv i kælderen! Det faldt den
der aldrig ind at tænke over, hvor længe den der lå, den lå godt og det
i åringer, så kom der en dag folk herned, tog flaskerne og den med.