丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤17

Det er et meget respektabelt folkefærd myrerne, de er bare for-
stand, alt hos dem er som et rigtigt gjort regnestykke, det går op. At
arbejde og at lægge æg, siger de, er at leve i tiden og sørge for efter-
tiden, og det gør de da. De deler sig i de rene myrer og i de skidne;
rangen består i et nummer, myredronningen er nummer ét og hendes
mening er den eneste rigtige, hun har slugt al visdom, og det var af
vigtighed for mig at vide. Hun sagde så meget, det var så klogt, at jeg
syntes det var dumt. Hun sagde, at deres tue var det højeste i denne
verden, men tæt ved tuen stod et træ, det var højere, meget højere, det
kunne ikke benægtes og så talte man ikke derom; en aften havde en
myre forvildet sig derhen, krøbet op ad stammen, ikke til kronen
engang, men dog højere, end nogen myre før var kommet, og da den
vendte om og fandt hjem, fortalte den i tuen, om noget langt højere
udenfor, men det havde alle myrerne fundet fornærmeligt mod hele
samfundet, og så blev myren dømt til mundkurv og vedvarende en-
somhed; men kort tid efter kom en anden myre til træet og gjorde
samme rejse og opdagelse, og den talte derom, som man sagde, med
besindighed og utydelighed, og da den dertil var en agtet myre, en af
de rene, så troede man den, og da den døde, satte de en æggeskal for
den, som monument for de agtede videnskaber.