丹麦语安徒生童话之一点成绩14

Da bad den fattige sjæl, konen fra digehuset, for ham: »Hans broder
har gjort og givet mig alle de sten og stumper, hvoraf jeg klinede mit
usselige hus, det var grumme meget for mig arme stakkel! Kan nu ikke
alle de stumper og stykker gælde som en mursten for ham? Det er en
nådens gerning! Nu trænger han til den og her er jo nådens hjem!«
»Din broder, den, du kaldte den ringeste,« sagde engelen, »den,
hvis dont i al ærlighed var dig nedrigst, giver dig sin himmeriges-
skærv. Du skal ikke vises bort, du skal have lov til at ståe herudenfor og
tænke over, se at ophjælpe dit liv dernede, men ind kommer du ikke,
før du i god gerning har udrettet - noget!«
»Det kunne jeg have sagt bedre!« tænkte ræsonnøren, men han
sagde det ikke højt, og det var nok allerede noget.