丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦1

Der stod i skoven, højt på skrænten, ved den åbne strand, sådan et
rigtigt gammelt egetræ, det var netop hundrede og fem og tresinds-
tyve år, men den lange tid var for træet ikke mere end lige så mange
døgn for os mennesker; vi våger om dagen, sover om natten, og har da
vore drømme; med træet er det anderledes, træet er vågent i de tre
årstider, først mod vinteren har det sin søvn, vinteren er dets sovetid,
den er dets nat efter den lange dag, som kaldes forår, sommer og høst.
Mangen varm sommerdag havde døgnfluen danset rundt om dets
krone, levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da den lille skab-
ning, et øjeblik i stille lyksalighed, på et af de store friske egeblade, så
sagde træet altid: »Lille stakkel! Kun en eneste dag er hele dit liv!
Hvor kort dog! Det er så sørgeligt!«