丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦8

Da var det, som om en ny livsstrømning rislede det lige ned i de
mindste rødder og op i de højestragende grene, lige ud i bladene; træet
følte, at det strakte sig derved, ja det fornam med rødderne, hvorledes
der også nede i jorden var liv og varme; det fornam sin styrke tage til,
det voksede højere og højere; stammen skød op, der var ingen stilles-
tåen, den voksede mer' og altid mer', kronen blev fyldigere, bredte sig,
løftede sig, - og alt som træet voksede, voksede også dets velvære, dets
lyksaliggørende længsel efter altid at nå højere, lige op til den lysende,
varme sol.
Allerede var det vokset op over skyerne, der, som mørke trækfugle-
skarer, eller store hvide svaneflokke, drog hen under det.
Og hvert af træets blade kunne se, som havde det øjne at se med;