丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦7

Det så fra gammel
tid riddere og fruer til hest, med fjer i hatten og med falk på hånd, ride
gennem skoven; jagthornet lød, og hundene halsede; det så fjendtlige
soldater i blanke våben og brogede klæder, med spyd og hellebarder,
slå telt op og atter tage det ned; vagtilden blussede, og der blev sunget
og sovet under træets udstrakte grene; det så kærestefolk i stille lykke
mødes her i måneskin og skære deres navne, det første bogstav, ind i
den grågrønne bark. Citer og æolsharpe var engang, ja der lå åringer
imellem, hængt op i egens grene af rejsende, muntre svende, nu hang
de der igen, nu klang de der igen så yndeligt. Skovduerne kurrede,
som ville de fortælle, hvad træet følte derved, og gøgen kukkede, hvor
mangen sommerdag det skulle leve.