丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿22

De hvidgrå pyramider stod
som skyggerids på den klare luft hen imod ørkenen, hvor strudsen
viste, den kunne bruge sine ben, og løven sad med store, kloge øjne og
så på marmorsfinksen, der lå halvt begravet af sandet. Nilens vande
var trådt tilbage, hele flodlejet myldrede med frøer og det var nu for
storkefamilien det allerdejligste skue i dette land. Ungerne troede, at
det var øjenforblindelse, så mageløst fandt de det hele.
»Sådan er det her, og sådan har vi det altid i vort varme land!« sagde
storkemoder, og det kriblede de små i maven.