Den rå, våde efterårståge, »mundløs«, der gnaver bladene af, lå hen
over skov og hede, »fugl fjerløs«, som de kalder sneen, fløj tæt på
hinanden, vinteren var på vej; spurvene tog storkereden i beslag og
ræsonnerede på deres vis over det fraværende herskab; dette selv,
storkeparret med alle ungerne, ja hvor var de nu?
Storkene var nu i Ægyptens land, hvor solen skinnede varmt, som hos
os på en dejlig sommerdag, tamarinder og akacier blomstrede rundt
om, Muhameds måne strålede blank fra tempelkuplerne; på de slanke
tårne sad mangt et storkepar og hvilede ud efter den lange rejse; hele
store flokke havde rede ved rede på de mægtige søjler og sønderbrudte
buer og templer og glemte steder; daddelpalmen løftede sit skærmtag
højt op, som om den ville være solskærm.