丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿24

Og de blev; de gamle sad i deres rede på den slanke minaret, hvilede
sig og havde dog travlt med at glatte fjerene og gnide med næbbet på
de røde strømper; så løftede de halsene, hilste gravitetisk og hævede
hovedet med den høje pande og de fine, glatte fjer, og deres brune
øjne strålede så klogt. Hunungerne gik gravitetisk om mellem de saf-
tige rør, skottede efter de andre storkeunger, gjorde bekendtskab og
slugte ved hvert tredje skridt en frø, eller gik og dinglede med en lille
slange, det tog sig godt ud, troede de, og det smagte. Han-ungerne
gjorde klammeri, baskede hinanden med vingerne, huggede med næb-
bet, ja stak til blods, og så blev den forlovet og den forlovet,
han-ungerne og hun-ungerne, det var jo det, de levede for; og de
byggede rede, og kom så igen i nyt klammeri, for i de hede lande er de
nu alle så hidsige, men fornøjeligt var det, og især en stor glæde for de
gamle: alting klæder ens unger!