Hver dag var her solskin, hver dag
faldt op at æde, man kunne kun tænke på fornøjelse. - Men inde i det
rige slot hos den ægyptiske husvært, som de kaldte ham, var den slet
ikke til huse.
Den rige, mægtige herre lå på løjbænk, stiv i alle sine lemmer,
udstrakt som en mumie, midt i den store sal med de broget malede
vægge; det var ligesom om han lå i en tulipan. Slægtninge og tjenere
stod om ham, død var han ikke, leve kunne man heller ikke ret sige at
han gjorde; den frelsende moseblomst fra de nordlige lande, den, der
skulle søges og plukkes af den, som højest elskede ham, ville aldrig
blive bragt. Hans unge, dejlige datter, som i svaneham fløj over hav og
lande, højt mod Norden, skulle aldrig vende tilbage; »hun er død og
borte!« havde de to hjemvendte svane jomfruer meldt; de havde sat en
hel historie sammen derom, den fortalte de: