丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿26

»Vi fløj alle tre højt i luften, da så en jæger os og afskød sin pil; den
ramte vor unge veninde, og langsomt syngende sit farvel sank hun,
som en døende svane, ned midt i skovsøen; der ved bredden under en
duftende hængebirk begravede vi hende! Dog hævn har vi taget; ild
bandt vi under vingen på svalen, der byggede under jægerens rørtag,
det tændtes, huset slog op i lue, han brændte inde, det lyste ud over
søen hen til den hældende hængebirk, hvor hun nu er jord i jorden;
aldrig kommer hun til Ægyptens land!«
Og så græd de begge to, og storkefader, dengang han hørte det,
knebrede med næbbet, så at det skraldede efter:
»Løgn og påfund!« sagde han. »Jeg kunne have lyst til at jage dem
snabelen lige ind i brystet!«