丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿36

»Selvgjort er velgjort!« sagde hun.
Vikingefruen var vel efter tid og vane stærk i vilje og sind, men mod
datteren var hun at ligne som en blød, angst kvinde, hun vidste jo også,
at det var trolddom, der hvilede over det forfærdelige barn.
Det var som om Helga, ret af ond fornøjelse, lidt for ofte fandt på,
når moderen stod på svalen eller trådte ud i gården, at sætte sig op
på brøndkanten, slå med arme og ben, og derpå lade sig plumpe ned
i det snævre, dybe hul, hvor hun, med frønaturen, dykkede og løftede
sig igen, kravlede så, ligesom om hun var en kat, og kom drivende af
vand ind i højsalen, så at de grønne blade, der var strøede på gulvet,
vendte sig i den våde strøm.