丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿46

Da sitrede forunderligt den ynkelige skikkelse, det var som om de
ord berørte et usynligt bånd mellem legeme og sjæl, der kom store
tårer i øjnene.
»Din hårde tid vil engang komme!« sagde vikingefruen, »gruelig
vil den blive også for mig! - Bedre om du som barn var stillet ud på
alfarvej, og nattekulden havde lullet dig til døde!« og vikinge fruen
græd de salte tårer og gik vred og bedrøvet bort, om bag det løse
skindtæppe, der hang over bjælken og delte stuen.
Alene sad i krogen den sammenskrumpne padde; der var lydløst,
men efter korte mellemrum kom, inde i hende, et halvkvalt suk; det
var som om, i smerte, et liv fødtes i hjertets vrå. Hun gjorde et skridt
frem, lyttede, gik atter et skridt og greb nu med de ubehjælpelige
hænder om den tunge stang, der var skudt for døren; sagte fik hun den
fra, stille trak hun bort pinden, der var stukket ind over klinken; hun
greb den tændte lampe, der stod i kamret foran; det var som en stærk
vilje gav hende kræfter;